Mexico: Danske, svenske og norske organisationer skriver til Mexicos præsident om forbrydelser mod journalister
3 March 2022: Det kan føles som om alt står stille, mens verdens øjne er rettet mod Ruslands brutale invasion af Ukraine med hundredevis, eller måske tusinder dræbte og hundredetusinder på flugt.
Men verden står ikke stille.
Mexico holder fortsat en ulykkelig førsteplads som det land i verden, hvor flest journalister bliver myrdet som følge af deres arbejde. Fra 2000 til 2021 er 145 journalister blevet dræbt i Mexico i flg. Article 19., blot fordi de passede deres arbejde og siden årsskiftet er yderligere fem journalister blevet myrdet.
Vi har, sammen med en række andre organisationer, sendt et brev til præsident Andrés Manuel López Obrador.
***
Præsident Andrés Manuel López Obrador
Palacio Nacional
Presidencia de la Perública
Plaza de la Constitutión S/N, Centro, Cuauhtémoc
06066 Ciudad de México, CDMX México
Den 1. marts 2022
Deres excellence
Vi henvender os til Dem, fordi vi med stigende bekymring har fulgt hvordan situationen for vores kolleger, journalister og skribenter i Mexico, hele tiden forværres. Drab på journalister er blevet en næsten ugentlig begivenhed.
Alene siden årsskiftet er fem journalister blevet myrdet: Jose Luis Gamboa (10. januar), Margarito Martinez (17. januar), Lourdes Maldonado Lopez (23. januar), Roberto Toledo (31. januar) og senest Heber Lopez Vazquez (10. februar).
Det er svært at forbinde det forhold med Deres lands stolte tradition for ytringsfrihed i journalistik og litteratur, hvor navne som, blandt mange andre, Juan Rulfo og Octavio Paz, klinger så velkendt i vores verden, men det er ikke svært at konkludere, at aldrig er ytringsfriheden mere nødvendig end når den trues. Mexico indtager for tiden en ulykkelig førerposition, som det land i verden, hvor flest journalister bliver dræbt, mens de udfører af deres arbejde.
Som medlemmer af PEN i Danmark, Sverige og Norge, og med støtte fra vores respektive landes journalistorganisationer, opfordrer vi indtrængende til, at disse forfærdelige drab bliver grundigt efterforsket, og at de ansvarlige bliver fundet og stillet for retten ved en uafhængig og retfærdig domstol. Vi opfordrer desuden til at regeringen gør sit yderste, for at de usunde mekanismer der fører til trusler og muliggør de mange drab, bliver bragt til ophør, og at landets journalister fremover garanteres den nødvendige beskyttelse.
Journalister bør kunne passe deres arbejde frit og uden risiko for liv og helbred, i Mexico så vel som i ethvert andet land, og i overensstemmelse med de internationale aftaler om menneskerettigheder og retten til ytringsfrihed, som også Mexico har skrevet under på.
Med venlig hilsen
Dansk PEN
Dansk Journalistforbund
Danske Skønlitterære Forfattere
Dansk Forfatterforening
Norsk PEN
Den Norske Forfatterforening (DnF)
Forfatterforbundet
Norsk Faglitterær forfatter- og oversetterforening (NFFO)
Norsk Journalistlag
Norsk Redaktørforening
Svensk PEN
Sveriges Forfatterförbund
Svenska Journalistförbundet
Reportar utan gränser, Sverige